Indtil det ikke var det længere

Det var solskinDet var pinseDet var en dejlig dag

Familie og venner var kommet for at fejre dem. De to fødselsdage. Vores fødselsdage

Fars og min

Vi var glade

Der var pakket picnickurve, og der var det der lys, der er tidligt på sommeren i juni

Vi gik fra huset ned mod Engen. De voksne var glade. Deres stemmer var lyse og frie. De var lyse og frie

Den tidlige sommer var fuld af håb og farver. Himlen var blå og på det grønne græstæppe svajede gule, røde, lilla blomster med deres lange halse i den blide vind. Den dag var alt godt, lige indtil det ikke var det længere

Jeg var så glad over deres glæde. Jeg var så lys i deres lys. Deres latter og frihed var musikken i mine øre og solskinnet i mit hjerte. Alt var godt, lige indtil det ikke var det længere

Susåen rislede stille forbi. Den fristede. Kaldte på mig. Dengang kunne jeg kun spise det, jeg kunne spise. Mæt af god mad ville jeg lege

Åen hvisker, solen danser, hjerter smiler. Og alt var godt. Lige indtil det ikke var det længere

Må jeg dyppe mine tæer. Må jeg dyppe mine tæer. Voksne kan være svære at snakke med, når de har det sjovt. Ja – dyp du bare fødderne

Må jeg soppe. Åen ville ha mere. Den ville ha mere af mig. Jeg ville helt ned og stå i åen

Ja – sop du bare skat

Jeg er en skat. Jeg er dejlig pige på 7 år med lange korngule fletninger, der pinsedag fejrer, at jeg lige straks bliver 8. Far fejrer også. Han bliver mere end 8. Meget mere. 100 måske

Må jeg springe i åen. Må jeg springe i åen. Der var så meget dejlig å. Der var så meget dejligt vand. Sommeren var generøs og med sin mildhed og varme omfavnede den os alle allerede

Man blir glad af sådan en sommer. Man blir glad af sådan en sol. Man bliver glad af alle de glade voksne. Alt var så godt. Lige indtil det ikke var det længere

Jeg VIL hoppe i. Åh må jeg ikke nok. Vandet kaldte på mig. Min skæbne lå derude

Min far hjalp mig. Min far passede på mig. Han ville så gerne passe på mig. Han tog mig i armene og hold mig, da jeg sprang ud. Han holdt mig, så der ikke kunne ske mig noget

Han holdt mig. Og så spiddede han mig oven på en bundgarnspæl med et 10 cm langt rustent søm

Alt blev stille. Alt blev stille. Lige indtil det ikke var stille længere. Jeg sad fast. Jeg sad fast på et søm. Jeg sad fast på et rustent søm på en pæl, mens min far holdt mig. Alt havde været godt. Nu var ingenting godt længere

Solen gik væk. Fra deres ansigter. Fra deres hjerter

Sommerens nænsomhed og håb og lys var forsvundet. Ansigterne var blevet til skygger

Far faldt på knæ i afmagt og i bøn til en Gud, han ikke troede på

Jeg kunne se det på dem. Jeg havde taget det fra dem. De voksne var ikke glade længere